Tagets vigtige inddækninger

Af Thomas Vester, 1. juli, 2015

Blandt de lidt oversete detaljer på taget er inddækningerne, der skal sikre tætheden mellem tagets forskellige dele. Hvis inddækningerne er forkert lavet eller nedslidte, kan det føre til problemer med råd og svamp i hele huset når vandet trænger ind

Næsten alle de udvendige steder på huset, hvor to eller flere bygningsdele møder hinanden, er det inddækninger, der sikrer tætheden. Inddækningen, der normalt udføres i metal formidler overgangen mellem bygningsdelene, og skal lede vandet sikkert væk fra samlingen. 

Du finder typisk inddækninger følgende steder på husets tag:

Hvor en tagflade møder mur eller facade

Hvor to tagflader møder hinanden

Rundt om kviste og ovenlysvinduer, hvor de møder taget

Rundt om skorstene, ventilationsrør og andet, der hvor de bryder gennem taget

Langs tagets kanter ved vindskeder, sternkanter osv.

Til at beskytte fritliggende bjælkeender og træværk 

I gamle dage var inddækningerne typisk lavet med blyplader, fordi blyet var meget bøjeligt og nemt at arbejde med. I dag er bly imidlertid blevet helt forbudt i byggeriet, fordi vi nu ved, at det er meget giftigt for mennesker. Moderne inddækninger laves som færdige profiler i aluminium eller i zinkplader, der er bøjelige og som kan loddes sammen, således at de kan tildannes og tilpasses på stedet. Selvklæbende kunststofprodukter med indstøbt aluminiumsforstærkning bruges også. Plastiske fugemasser bruges i mange tilfælde som supplement for at sikre en helt tæt samling mellem metalinddækningen og for eksempel muren.

Indækning nyt tag

En alukapsel bruges her som inddækning til at sikre tætheden mellem en tagbelægning af tagpap og sternbrættet langs tagets kant. Foto: Icopal.

 

Inddækningerne er vigtige for tagets tæthed

Det er helt afgørende for tagets tæthed, at inddækningerne udføres korrekt. Det nytter ikke noget, at selve tagfladen kan holde regnvand, fugt og sne ude, hvis vandet kan trænge ind i samlingerne i taget. Får vandet først lov at komme ind, kan det føre til omfattende og beskostelige skader, ikke alene på tagkonstruktionen, men også på rummene nedenunder.

Selv når professionelle står for arbejdet er inddækningerne et af de steder, hvor der desværre ofte ses fejl både i projektering og udførelse. I nogle tilfælde betyder fejlene, at inddækningerne skal laves helt om eller vedligeholdes meget ofte, men hvis fejlene ikke opdages, kan der ske store skader på huset.
 

Tjek selv inddækningerne

Det kan ikke anbefales, at du som husejer selv giver dig i kast med at etablere nye inddækninger, når der skal lægges nyt tag, eller at du forsøger at udskifte nedslidte inddækninger i det eksisterende tag. Har du mistanke om, at inddækningerne er forkert lavet eller er nedslidte og utætte, er det bedste du kan gøre at tage fat i en byggesagkyndig eller håndværker, som er tagspecialist og få den professionelle til at undersøge taget. 

Til gengæld er det en rigtig god idé, at du selv er opmærksom på eventuelle tegn på indtrængende fugt, og så vidt det er muligt tjekker tagets inddækninger. Hvis du har adgang til tagrummet, kan du tjekke om der er tegn på indtrængende vand eller fugt i taget når det har regnet kraftigt. Åbenlyse tegn på langvarige problemer er råd i træværket omkring skorsten, tagvinduer og andre steder, hvor tagfladen er gennembrudt. Fugtskjolder i lofter og øverst på væggene og tapet og maling, der løsner sig er også tydelige tegn på indtrængende fugt.

Udefra skal du prøve at tjekke om der tydelige revner, utætheder eller tæring i inddækningerne. Selvom de er korrekt udført, vil metal med tiden tæres og slides ned af vind og vejr. I nogle tilfælde er det tydeligt, at man har forsøgt at lappe utætheder ved inddækningerne med fugemasse. Det er selvsagt heller ikke nogen langtidsholdbar løsning. Er du det mindste i tvivl bør du kontakte et tagfirma, blikkenslager eller en byggesagkyndig rådgiver. Utætheder og skader på inddækningerne kan udbedres, men de kan også være tegn på at hele taget måske trænger til en renovering.

Om forfatteren

Med mere end 10 års erfaring og 700 tageftersyn bag sig, er Thomas Vester en af de førende rådgivere i landet, når det kommer til at hjælpe private husejere med et at komme trygt igennem deres ønske om et nyt tag eller en ny facade til deres hus. Thomas' rådgivning tager altid udgangspunkt i kundens ønske til det færdige produkts levetid, økonomi, og æstetik så disse går hånd i hånd.

Du er altid velkommen til at skrive til Thomas på tv@compara.dk, hvis du skulle have spørgsmål.

Få besked om nye artikler direkte i indbakken

Vi sender ca. ét nyhedsbrev ud hver 2. måned om hus og renovering.

Få gratis og uforpligtende rådgivning om nyt tag

Skal du have et nyt tag på huset, eller er du i virkeligheden i tvivl om du kan nøjes med at reparere det gamle? Tag et telefonisk rådgivningsmøde med en af vores rådgivere, og kom tvivlen til livs.

Det er helt gratis og uforpligtende. 

Sådan får du et godt råd af en af vores tag-eksperter

graphic  
graphic

Michael Bloch
Arkitekt

Thomas Vester
Bygningskonstruktør